Området

Tiergarten - verdens grønneste bydel


Tiergarten - eller dyrehaven - var tidligere sin egen bydel og navnet på den store park i midten af Berlin. Tiergarten er nu en del af den administrative bydel "Mitte". Før murens fald var Tiergarten sit eget område og bestod af parken samt de to byområder nordvest for parken - Hansavirtel og Moabit. Tiergarten er Berlins navle og fra hele byen mødes byens veje i midten i den den store stjerne - Grosser Stern - rundkørslen med Siegessäule i midten.

Tiergarten er, hvad Hyde Park er for Londen, Central park for New York og Tullerierne for Paris. Tiergarten gennemkrydses af veje med den store aksevej Strasse 17. Juni som den centrale hovedakse gennem rundkørslen i midten rundt om Siegessäule. Rundkørslen er nærmest helt uundgåelig, hvis du besøger byen i bil. Der er gravet nord - syd tunneler under parken fra Wedding til Kreuzberg og Potsdamer Platz, så en del trafik ledes nu nedenom. Hvis du er i bil, bemærk da skiltene før rundkørslen, der fortæller, hvilken bane du skal køre i for at komme ud af rundkørslen det rigtige sted. Det er normalt let at parkere i parken.


Strasse 17. juni med udsigt til både Siegessäule og Brandenburger Tor er centrum for begivenheder, der trækker op mod en million tilskuere og deltagere: Berlin Marathon, Nytårsaften, sportsbegivenheder, love parade, gigant koncerter og politiske taler.

Den store Tiergarten park blev designet i 1830'erne som jagtområde - lige som den danske dyrehave nord for København eller Frederiksberg Have - og i 1894 blev rigsdagen bygget i det nordøstlige hjørne af parken. Her bor Rigskansleren også og her ligger et par vigtige ministerier.

Midtfor og på nordsiden af parken bor den tyske præsident i slottet Bellevue. Midt i parken står Siegessäule - sejrssøjlen - til minde om sejren over blandt andet Danmark. Rundt om er der statuer af tyske generaler.



Moabit - råt og med et glimt af charme



Moabit er bydelen nord for Tiergarten, og den er administrativt en del af Mitte. Moabit er et gammelt arbejderkvarter, men bydelen grænser helt tæt op til Reichstag, så i Moabit ligger også indenrigsministeriet og et nybygget område for de tilrejsende embedsmænd fra Bonn.

Der er vand hele vejen rundt om Moabit: Spree, Berlin-Spandauer Schifffahrtskanal, Westhafenkanal og Charlottenburger Verbindungskanal. Skal man til eller fra Moabit indebærer det en bro. Der er 25 broer. Det grønne område, hvis man da ikke går i Tiergarten, hedder Fritz-Schloss-Park. Det er egentlig et Trümmerberg (et bjerg af byggeaffald fra bombningerne under 2. verdenskrig), der blev lagt på den tidligere eksersitzplads. En tredjedel af bydelen blev bombet sønder og sammen under 2. verdenskrig, men her er dog stadig en del byggeri fra før 2.verdenskrig.


Copyright © All Rights Reserved  -  Berlin2go.dk                                                                                                                                                    B. Dahm